2. søndag efter påske - 

Johannesevangeliet 10,22-30

Dagens evangelietekst handler om får og om at følge dén hyrde, der leder fårene på rette vej. For de fleste mennesker på vores breddegrader er billedet med får og hyrder måske ikke så nemt at relatere til, men på Jesu tid gav billedet mening. Man vidste, hvad det ville sige at en fåreflok rendte rundt uden at have en hyrde til at lede dem. Billedet med flokken og hyrden bruges også i Det gamle Testamente som et billede på menneskets behov for netop at høre til i en flok og for at have en hyrde, der leder på rette vej.

Behovet for at høre til i en flok og at blive ledt på rette vej har vi set udfoldet på mange måder gennem historien i politisk sammenhæng. Behovet udspringer, tænker jeg, af et menneskeligt ønske om at der kommer orden i en tilværelse, som kan føles kaotisk og uoverskuelig. Som kan synes udsigtsløs og hvor det enkelte menneske kan føle sin eksistens og sin mulighed for udfoldelse begrænset af udefrakommende og ustyrlige kræfter. Tilsyneladende stærke, politiske ledere lover guld og grønne skove, hvis mennesker blot tilslutter sig dem og deres budskaber. En rodløs og søgende tilværelse tilbydes at få retning under en tydelig og stærk lederskikkelses kyndige hænder og vejledning. Frihed for den enkelte stilles i udsigt. Følg mig og du vil få frihed – og hverken opleve fred eller fare!

Og hvem vil ikke gerne have fred og frihed – frihed til at være menneske, frihed til at udleve drømme og håb for sig selv og sin tilværelse? Men inden vi forblændes af den person, som lover os netop frihed, må vi stille os selv spørgsmålet om, hvad det er vi vil bruge denne frihed til? Eller sagt på en anden måde: Hvad er det for værdier, hvilket livssyn, hvilket menneskesyn er det, vi vil bruge vores frihed til at leve efter? Ingen menneskelig leder kan lede os i enhver henseende. En politisk leder kan nok sætte retning for et samfund, økonomisk, politisk og kulturelt og dermed give en frihed på de områder, men en politisk leder kan ikke lede det enkelt menneske i dette menneskes afgørende livsbeslutninger. Ingen politisk leder kan være ved den enkeltes side i sorg, i glæde, i tvivl, i fristelse, i kamp, i rådvildhed. Her går grænsen for, hvad vi som menneske kan kræve og forvente af et andet menneske. Her er vi overladt til os selv. Derfor er der god grund til at være skeptisk overfor de ledere, som netop fremstiller sig selv som én, der lover fred og ingen fare for det enkelte menneske, hvis det blot sælger sin sjæl til lederen og gør, som der bliver sagt. Eller som lover kaos og undergang, hvis man gør det modsatte! Jeg tror, vi alle kan komme i tanker om sådanne ledere – både historisk og aktuelt!

I evangelieteksten til i dag, fortæller Johannes, at jøderne insisterer på at få et klart svar fra Jesus: ”Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud!”

De vil vide, om de virkelig kan satse på ham, som leder. Er han den, som kan skabe orden og retning i deres liv? Kan de lægge deres fremtid i hans hænder? Deres spørgsmål er et udtryk for den samme blanding af længsel og skepsis, som vi kender fra os selv: En længsel efter noget, eller én, der kan skabe orden og mening – og en vis skepsis over for, om det nu blot er endnu én, der lover mere, end han kan holde.

Jesus svarer, som så ofte i Johannesevangeliet, lidt kryptisk. Og ved at vende jødernes spørgsmål mod dem selv til deres overvejelse: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”

Jesus formulerer, hvad det er, der gør dem til hans får – og ham til deres hyrde, til Kristus. Det er ikke at følge ham blindt og døvt, men at følge ham, fordi man kender hans stemme – fordi man selv er kendt af ham. Tag lige og tyg på den, fristes man til at sige!

Forskellen mellem den gode hyrde og alle de andre hyrder i vores liv, ligger ikke først og fremmest i, hvor stærk han virker, eller hvor overbevisende han taler, men i hvad han gør med sin magt. De hyrder, vi kender fra historien og fra nutiden, som lover fred og ingen fare, ender i sidste ende med at bruge i sidste ende flokken til deres eget projekt. Når ulven alligevel, på trods af forsikringer om det modsatte, kommer, når det koster noget, når ansvaret bliver for tungt, så flygter de – eller de ofrer andre for at redde sig selv.

Den gode hyrde gør det modsatte: Han ofrer sig selv for flokken. Han sætter sit liv til for fårene. Han bliver hos dem, når de svigter ham. Han går ikke sin vej, når det bliver mørkt.

Og så står vi med det afgørende spørgsmål, som teksten stiller os: Vil vi nøjes med at sige mæh, når magten siger mæh? Eller vil vi nøjes med at være skeptiske over for alle hyrder – politiske, religiøse, kulturelle – og så i sidste ende stå alene med vores egen skrøbelige frihed? Eller tør vi lade denne ene hyrde, Jesus Kristus, få dén autoritet, som alle de andre ikke må få: autoriteten til at sige til os: ”Du er min. Ingen skal rive dig ud af min hånd?”

I april 1945, få dage før befrielsen den 4. maj, blev den kun 21-årige modstandsmand, Kim Malthe-Bruun, henrettet i Ryvangen. Hans sidste breve til sin mor og sin kæreste, Hanne, vidner om et purungt menneske, der netop ikke blot sagde mæh, når magten sagde mæh, men som til det sidste bevarede sin egen tankes frihed.

Hans valg fik dødelige konsekvenser. Mange ville i de sidste timer inden deres egen henrettelse være handlingslammede af angst, panik og en følelse af meningsløshed. Og Kim er bange, ja: bange for torturen, for smerterne, for at dø. Men midt i frygten skriver han til sine kære for at trøste dem, ikke for selv at blive trøstet.

Han forsøger at overbevise dem om, at hans død ikke er en meningsløs tragedie, og han giver dem mod til at leve videre efter ham. Og han skriver, at han mere og mere forstår Jesus. Ikke som en fjern idé, men som den, der går med ind i det mørke, hvor mennesker ikke længere kan bunde. Kim Malthe‑Bruun lyttede ikke til den stærkeste stemme i tiden – den, der krævede blind lydighed og tavshed. Han lyttede til en røst, der sagde: Sandheden er vigtigere end din egen sikkerhed. Næsten er vigtigere end din bekvemmelighed. Og frem for alt: Du er ikke alene. Du er i Guds hånd.

Kim ville gerne leve. Han levede – og døde – i tillid til, at hans liv og død var omsluttet af noget større end ham selv. Dette større var ikke en abstrakt idé, men den Gud, han kendte gennem Kristus. Han stolede på den hyrde, der siger: ”Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”

Kim er ikke et moralsk forbillede, vi skal måle os med. Men han er et vidne. Et vidne om, at Kristi løfte gælder i virkelige, mørke situationer. Jesus lovede ham ikke, at henrettelsen ville blive aflyst. Men han lovede – som i dagens evangelium – at ingen magt, ingen dom kunne rive ham ud af Guds hånd.

Og dér står vi så, du og jeg. De færreste af os kommer, heldigvis, til at stå i en situation som Kim Malthe-Bruun. Men mange af os kan komme til bare ”at flyde med.” At lade os nøje med de hyrder, der lover hurtige løsninger og en nem fred. At lade de stærkeste stemmer definere, hvad der er vigtigt, sandt og rigtigt – i stedet for at lytte efter den røst, der kender os ved navn.

Dagens evangelium kalder os til at høre: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.” Troen er først og fremmest dette: at blive hørt og kendt af Gud, før vi selv formår at høre og kende rigtigt. At blive båret, før vi selv kan bære.

Den gode hyrde lover ikke et liv uden mørke, uden sygdom, uden tab, uden død. Han lover ikke, at vi slipper for kaos og uoverskuelighed. Det lover de andre hyrder ofte – og kan ikke holde det.

Den gode hyrde lover noget andet: at midt i mørket, midt i kaosset, midt i døden, dér er du ikke alene. Dér er der én, der holder om dig med en hånd, som ingen kan rive dig ud af. Dér er der én, der kender dit navn, også når du selv har glemt, hvem du er. Dér er der én, der siger: Du er min. Jeg slipper dig ikke.

Det er det løfte, vi døbes ind i. Det er det løfte, vi lever af, og som lægges os i mund og hænder ved nadverbordet. Det er det løfte, vi skal leve videre på efter gudstjenesten: at vi er kendt, elsket og bevaret – ikke af en stærk mand, ikke af en ideologi, men af den gode hyrde, som gav sit liv for sine får, for os - og med sin opstandelse gav os livet igen.

Når vi alligevel bliver bange og rådvilde, for det bliver vi, så er evangeliet dette: At det ikke er vores stærke tro, der holder os fast hos Gud, men Guds stærke hånd, der holder fast i os. Når Jesus siger: ”Ingen skal rive dem ud af min hånd”, så er det ikke et politisk slagord, en opfordring til at følge ham. Det er et løfte. Et løfte til den unge modstandsmand i fængslet. Et løfte til dig og mig, som står her med vores blanding af længsel og skepsis, tro og tvivl. Det er et løfte, der giver os frihed – frihed til at elske, tjene og tilgive vor næste. Ikke for at være eller blive helte, men for at være et menneske, der hører til hos ham, der har lovet, at han er med os ”indtil verdens ende”.