Dagens evangelietekst handledes om den rige unge mand, som ville vide, hvordan han fik evigt liv. Og om Jesu - måske - provokerende svar om, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme i himmelen. Dagens tekst

For mig handler teksten mere om at finde hvile, at være i ro end om kameler og materiel rigdom - det har jeg skrevet en prædiken om.

Det talte ord gælder!

For ikke så længe siden så jeg filmen Perfect days. Den handler om en mand, Hirayama, som gør rent på offentlige toiletter i Tokyo.  Hver dag står han op og gør sig klar, vander sine elskede planter, køber sig en kold kaffe i en automat og tager på arbejde i sin lille varevogn. Når han kommer hjem, tager han på badeanstalt, spiser middag på samme lille fastfoodsted ved undergrundsbanen, og når han er hjemme igen, læser han i sin bog, indtil han ikke kan holde sig vågen mere. Og sådan fortsætter det, dag ud og dag ind. Der sker kort sagt ikke noget særligt ophidsende eller overraskende i filmen – det lyder nærmest lidt kedeligt. Men langsomt som filmen skrider frem, opdager man, at det ikke handler om, hvor lidt der sker, men om dét, som Hirayama ser. For nok lever Hirayama et tilsyneladende uglamourøst liv, men han er utrolig god til at lægge mærke til verden omkring sig. Han lægger mærke til lyset, der falder mellem bladene i træernes kroner. Skyggerne, der bevæger sig hen over jorden. Et barn, der græder. Et, der smiler. En fremmed, der har brug for hjælp.
Det var ikke fordi filmen gav mig lyst til at flytte til Tokyo eller gøre rent på offentlige toiletter. Men filmen blev ved med at rumstere i mig – ikke fordi den gav mig svar, men fordi den stillede spørgsmålet mig: Hvornår blev vi egentlig så optagede af at skabe livet, at vi holdt op med at modtage det?

Og måske er det netop det spørgsmål, den unge mand i evangelieteksten kommer løbende hen til Jesus med. Manden har tilsyneladende sit på det tørre – ”for han var meget velhavende” – som evangelisten indskyder. Og alligevel er der noget, han synes, han mangler – det evige liv. Han spørger Jesus: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”. Kodeordet er ”arve”. Arv er, for det meste, ikke noget, vi gør os fortjent til – arv er noget, vi får, fordi vi har en særlig relation til nogen. Allerede i spørgsmålet ligger der en misforståelse. Den unge mand taler om evigt liv, som om det var noget, man kunne opnå. Han spørger, som vi ofte spørger også her i vor tid: Hvad skal jeg gøre for at mit liv endelig kan blive fuldendt og perfekt?

For vi lever i et samfund og i en tid, hvor vi er blevet vant til at alt kan forbedres. Vi kan forbedre vores søvn og vores sundhed ved at installere forskellige apps på telefonen. Vi får hele tiden at vide, at der findes en lidt bedre udgave af os selv. Bare vi lige finder den rigtige metode. Læser den rigtige bog, får den rigtige vane. Vi er ofte på vej et andet sted hen mentalt – det bliver en måde at se livet på. Det her med, at der hele tiden mangler en brik. Der mangler bare én sidste brik og så bliver alting godt. Så bliver JEG god nok. Han længes ikke efter flere penge. Han længes efter hvile. Efter et sted, hvor han ikke længere behøver spørge: Hvad mangler jeg endnu?

Og hvad svarer Jesus så? Han svarer: ”Du kender buddene!” Altså De 10 bud, som vi hørte om i den gammeltestamentlige læsning fra alteret. Men dem mener den unge man allerede, at han kan krydse af – han har overholdt dem alle! Og der er ikke nogen grund til at betvivle, at han faktisk har været ærlig og redelig, været samvittighedsfuld, opført sig ordentligt. Teksten fra 1. mosebog indledtes med ordene: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.” Og det er faktisk afgørende, at vi får dén sætning med inden vi læser budene. De Ti Bud bliver ofte hørt som Guds krav til mennesket.

Men de begynder slet ikke med et krav. De begynder med en fortælling. Gud minder sit folk om, hvem han allerede har vist sig at være. Buddene gives altså ikke for at skabe frihed. De gives til mennesker, der allerede er blevet sat fri. Først får vi friheden, så får vi buddene. Først får vi gaven – og så får vi livet! Gud giver ikke buddene for at gøre mennesker til sine børn. Han giver dem, fordi de allerede er hans børn. Sådan handler Gud. Først giver han sig selv. Først skaber han friheden. Derefter viser han vejen. Sådan var det ved Sinaj. Og sådan er det også i Kristus.

Vi tænker måske at trældom er noget, der hører fortiden til. Men – dels er der mennesker i dag, som lever i decideret trældom, i fangenskab, i områder af verden, som de er fanget i – uden muligheder for at slippe væk. Dels er trældom ikke nødvendigvis kun noget, der bygges af mursten og pigtråd. Der findes også en trældom, som ikke kan ses. En trældom, der ikke binder kroppen, men hjertet – uden i øvrigt at forklejne den fysiske trældom overhovedet. Det er at leve i trældom, når vi tror, at vores værdi afhænger af dét vi kan præstere. At vi skal lykkes på en bestemt måde, være produktive, veltrænede, succesfulde. At vi hele tiden skal skabe os selv. Det ligner frihed – men det er i virkeligheden trældom. Ikke fordi der er noget i vejen med noget af det i sig selv, men fordi vi aldrig kommer i mål. Dét er også trældom.

Jesus ser ikke først og fremmest en rig mand, han ser et menneske. Et menneske, der bærer rundt på en byrde, som han ikke selv har opdaget. Han tror, at han ejer sin rigdom – men i virkeligheden er det rigdommen, der ejer ham. Rigdom er ikke nødvendigvis kun penge. Rigdom er det, vi bliver bange for at miste. Det, vi tænker, at vi ikke længere ville være os selv uden. Det er ikke rigdommen i sig selv, som Jesus gør op med. Det er dét øjeblik, hvor noget andet end Gud bliver det sted, som vi henter vores tryghed i. Martin Luther siger et sted, at det, dit hjerte hænger ved og stoler på, det er egentlig din gud. Det kan næppe siges mere tydeligt. Måske viser Jesus den unge mand, at han ganske vist har holdt de andre bud, men at han er kommet til kort ved det første: Du må ikke have andre guder end mig". For en gud er ikke først et afgudsbillede af træ eller guld. En gud er det, vi i sidste ende sætter vores lid til.

Hirayama, den japanske rengøringsmand, er ikke et kristent ideal. Hirayama haster aldrig videre. Han lever ikke i jagten på det næste. Han standser op, modtager. Japanerne har et særligt ord for netop dén tilgang til livet: komorebi. Lyset, der kun bliver til, fordi solen og bladene mødes et bestemt øjeblik. Man kan ikke eje lyset, ikke holde det fast. Kun standse op, mens det er der. Måske er det sådan vi får øje på Guds rige. Det bliver os givet igen og igen. Når et barn bæres til dåben. Barnet kommer ikke med noget. Ikke med en præstation. Det bliver båret. Når vi modtager brødet og vinen ved alteret og tilsiges: Dine synder forlades dig. Det er dér, vi lever af det, vi får, ikke af det, vi præsterer.

Disciplene bliver lidt frustrerede over Jesu svar. Hvem kan så blive frelst? spørger de? Og Jesus svarer, at intet er umuligt for Gud. Jesus svarer ikke med en ny opgave. Jesus peger på Gud. Og det er dér evangeliet begynder: Ikke ved det, mennesker gør, men ved det Gud gør. På Sinajbjerget, på Golgatha og påskemorgen. Gud siger: Du er min – og derefter siger han: Lev som et frit menneske! Det er den rækkefølge, vi igen og igen glemmer – og som vi derfor igen og igen har brug for at høre.

Det evige liv begynder ikke først den dag, vi endelig bliver gode nok. Det begynder den dag, hvor Gud kalder os sine. Så kan vi standse op og tage imod. Blive stående under træerne og se lysglimtene mellem bladene. Ikke fordi vi har fundet meningen med livet. Men fordi livet allerede er os givet, og vi derfor kan gå ud i verden som frie mennesker.

Ikke fordi vi har båret Gud, men fordi Gud bærer os.

AMEN!