Lukasevangeliet 1,46-55

Ludvig Holstein beskriver i sin forårssang – Det er lærkernes tid – foråret som ”bristningens tid”. Det er et smukt ord for det øjeblik, hvor noget skjult liv står på kanten til at bryde frem. Sådan står Maria dér, hvor Guds løfter er givet, men endnu ikke synlige. Hun bærer barnet, men har endnu ikke set hans ansigt. Hun aner intet om korset og den tomme grav – og alligevel synger hun. Hun står i bristningens tid, og hendes lovsang er som lærkens sang over en mark, der endnu ser brun og bar ud, men hvor livet allerede ligger skjult i jorden.

I dagens evangelietekst hører vi Marias lovsang – eller Magnificat efter det første ord i den latinske bibeloversættelse, Vulgata. Vi finder ikke en tilsvarende tekst i nogle af de andre evangelier. Der er sat musik til lovsangen af blandt andre Bach, Palestrina og Mozart i mægtige korværker – og den indgår blandt i den katolske vesper/aftensang som en lovprisning og taksigelse for dagen. Marias lovsynger Gud, fordi han, den Mægtige, har udvalgt netop hende – ”sin ringe tjenerinde” – til igennem hende at gøre store ting for alle dem, alle troende, som frygter ham ”i slægt efter slægt”. Gud har ved sin Helligånd, gjort Maria med barn – hun bærer Jesus i sin mave. Og om 9 måneder bliver han født!

Optakten til evangelieteksten er, at Maria har besøgt sin tante, Elisabeth, som selv, mod alle odds, er blevet gravid i en høj alder – med Guds hjælp! Det er hende, der føder dén Johannes, som senere bliver til Johannes Døberen. Da de 2 gravide maver mødes, reagerer fosteret Johannes ved at bevæge sig i sin mors mave – og Elisabeth fyldes af Helligånden og udråber en velsignelse over Maria: ”Velsignet er du, blandt kvinder; og velsignet dit skøds frugt”. Det er dén saligprisning, der går Maria til at bryde ud i lovsang.

Det er altså lidt som om, at Maria har skullet bruge lidt tid på at bearbejde tanken om, at hun skulle være blevet gravid ved Helligåndens mellemkomst – for ellers ville det jo have været oplagt at hun brød ud i lovsang allerede da hun fik besøg af englen Gabriel, som fortalte hende om Guds planer med hende?

Og det har nok heller ikke været helt uden besværlighed for Maria at være blevet gravid sådan udenfor ægteskab. Maria var jomfru og forlovet med Josef, som var af Davids hus og slægt – det vil sige, at han var efterkommer af kong David. Og så beslutter Gud, at han vil bruge hendes krop til at gøre sig selv til menneske. Maria havde ikke rigtig noget valg. Og vi hører da også om, hvordan Josef i starten har lidt svært ved at acceptere aftalen. Så altså – de har begge lige skullet vende skråen. Og i dag bryder Maria så ud i lovsang.

Maria lovpriser ikke Gud, fordi han som sådan har gjort hende til noget særligt – fordi hun GØR noget særligt – men fordi Gud GØR store ting med hende. Gud ophøjer den fattige, ydmyge Maria. Hun udleder deraf en lære om, hvem Gud er – og hvordan Guds væsen er. Gud er en hellig og barmhjertig Gud, som ydmyger de hovmodige og ophøjer de ringe, mætter de sultne og gør de rige tomhændede. Det er en typisk tanke i Lukasevangeliet, hvor det svage fremstilles som det, Gud kommer til syne i, for netop i menneskers afmagt kan Guds almagt, barmhjertighed og kærlighed særligt komme til udtryk. Maria er et symbol for de ringe, de svage og de ukendte, som Gud i sin storhed og barmhjertighed netop kan gøre store ting imod.

Marias lovsang læses i kirken her den sidste søndag inden påske. Og det er i påskens, og ikke julens, lys, vi skal forstå den. Lovsangen synges FØR og ikke EFTER påske

Maria står ikke med den opstandne Kristus foran sig. Hun står med et usynligt barn i maven, ingen kan se, og en fremtid, hun ikke kender. Hun ved ikke noget om Golgata, om korsfæstelse, om den tomme grav. Hun ved kun dette: Gud har bøjet sig ned, har talt - og derfor synger hun.

Det er i sig selv et evangelium til os, der står her på vej ind i påskens mørke dage: Marias lovsang er glæde midt i det uafklarede. Glæde, der ikke kommer af, at hun har styr på, hvad der skal ske, men af, at Gud har grebet ind i hendes liv.

Vi, som læsere, står et andet sted i fortællingen end hun gjorde. For vi ved, hvor det bærer hen. Vi ved, at det barn, hun bærer, skal ligge i en krybbe – men også at han skal hænge på et kors. Vi ved, at den Gud, der ”ophøjer de ringe”, selv vil blive ydmyget, forkastet og korsfæstet. Vi ved, at ham, der ”mætter de sultne”, selv vil hænge tørstig på korset. Vi ved, at han, der er ”sin ringe tjenerindes” store glæde, hendes barn, skal blive hendes ufattelige sorg, når hun står ved korsets fod.

Derfor er Marias lovsang i virkeligheden påskens første tone: Hun synger om Guds store gerninger, før hun ser dem. Hun synger om oprejsning, før hun ser faldet. Hun synger om liv, før hun ser døden.

Påsken er, som Ludvig Holstein skrev det i sin sang, en bristningens tid: Langfredag ser vi kun mørke, men påskemorgen bryder Guds liv igennem dødens jordskorpe. Og i dåben får vi del i netop denne bevægelse: vi døbes til Kristi død – og til hans opstandelse. For verden kan det se ud som ingenting. Men for Gud er det begyndelsen på et helt nyt forår i et menneskes liv.

Det er den spænding, som kristen tro lever i: Spændingen mellem Langfredag og påskemorgen hører sammen. Vi kan ikke sige opstandelse uden død.

Vi kender Kristus, som både er Marias barn og verdens korsfæstede og opstandne Herre. Hans vej går gennem fornedrelse til herlighed. Og derfor lyder hendes ord om Gud sådan, som de gør: ”Han styrter de mægtige fra tronen og ophøjer de ringe. Han mætter de sultne og sender de rige tomhændede bort.”

Det er ikke bare et socialt program. Det er en forudgribelse af påskens mysterium: At Gud selv går ned – helt ned – for at løfte os op. At han selv bliver ringe, for at vi kan blive rige på nåde. At han selv går ind i døden, for at vi skal leve.

I dag har vi båret Vilde til dåben. Vilde og hendes forældre ved lige så lidt om sin fremtid, som Maria gjorde, da hun sang sin lovsang. For Maria – og for jer – ligger verden åben – med alt, hvad der er af glæde og sorg, lys og mørke, liv og død.

Og alligevel kan vi med Vilde istemme Marias lovsang: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.”

For i dåben gør Gud det samme, som han gjorde med Maria: Han ser til sin ringe tjener. Han bøjer sig ned. Han lægger sit ord og sin Ånd ind i et menneskeliv, der intet kan præstere selv.

Vilde får ikke et løfte om et liv uden langfredage. Hun får ikke et løfte om, at der aldrig vil komme sorg, sygdom, brudte relationer eller død. Men hun får et løfte, der er endnu større: At Kristus – Marias barn, den korsfæstede og opstandne – vil være med hende alle dage indtil verdens ende. For med sin død er han én gang for alle gået forud. Med sin opstandelse er dødens magt én gang for alle sprængt.

Derfor er dåben på én gang dybt alvorlig og dybt glædelig. Alvorlig, fordi den døber os ind i Kristi død. Glædelig, fordi den samtidig døber os ind i hans opstandelse.

Derfor kan vi – midt i fastetiden, midt i en verden med krig, sygdom og død – lade Marias lovsang være vores. Ikke fordi vi ser Guds sejr med vores øjne, men fordi vi hører hans løfte med vores ører.

Maria synger, før hun ser. Vi synger, fordi vi har hørt og set i Kristus.

I trosbekendelsen som vi har døbt Vilde på og som vi bekender her i kirken bekender vi en Gud, der bliver menneske, og som går hele vejen ind i mørket – og vi bekender, at han er den, der rejser os op af mørket.

Vi overgiver Vilde og alle døbte til ham, der både kender korsets dybde og opstandelsens lys. Vi lægger Vildes liv i hænderne på ham, der selv blev båret i Marias arme, og som nu bærer os alle.

Må Gud give, at Marias glæde også bliver vores glæde: Ikke en overfladisk optimisme, der fornægter mørket, men den glæde, der ved, at midt i mørket lyder Guds løfte: ”Han har set til sin ringe tjenerinde.” – for Han har givet os del i hans død og opstandelse.

Og derfor – på vej mod langfredag – kan vi sige og synge med Maria:

”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser."